Mit familietræ

Udklip af avisen Torsdag den 16 Juli 1964

En sømandskones eventyrFru Anne Marie Feddersen, Esbjerg, har i et år sejlet på Østen sammen med sin mand og deres to små piger Det er ikke "lutter lagkage" at være sømandsviv. Meget ofte er brevene og de farvestrålende post kort fra fjerne lande I månedsvis jaendog I årevis den eneste kontakt, hustruen har med sin søfarende ægtemand. Mel sølv om sømandskonernes hverdag til tider kan synes lidt triviel, hænder det også, at de får chancen for at opleve det store eventyr, som er de færreste andre koner beskåret, nemlig at komme med til de fjerne lande. Fru Anne Marie Feddersen, Esbjerg, hvis mand, Jan Feddersen, er 2. styrmand ombord på ,,Michael Jepsen", har sammen med sine to småpiger, Gitte og Lone på henholdsvis tre og fire år
i et årstid været med på sejladsen på østen.
Var det ikke med en vis betænkelighed, De tog Imod tilbuddet på en så lang tur med to små børn?Jeg var indstillet på, at turen til tider måske kunne blive lidt drøj både for børnene og mig, og noget besvær med hensyn til pasningen af børnene var der naturligvis engang imellem. Børn i den alder er nu engang ikke lydløse. De kræver enmasse plads at boltre sig på, og da officererne om bord har skiftevagt og må sove på forskellige tider, kunne de volde problemer at få børnene til at være stille. Var der andre børn med om bord? Nej, Gitte og Lone var de eneste, men dehavde et par herlige legekammerater i en hund og et par aber, vi samlede op undervejs. Og så blev de naturligvis godt forkælet af hele mandskibet, hvoraf kun officererne var danske. Den øvrige besætning var kinesere, og de var stærkt betaget af ungernes næsten hvide hår og kunne ikke lade være med forsigtigt at røre ved det hele tiden. De var vældig flinke alle sammen, og børnene blev hurtigt meget fine venner med dem trods det, at de selvfølgelig ikke kunne forstå et ord af, hvad de sagde, Var der tid til at komme I land rundt omkring? Ja, vi fik set en masse. De første tre måneder sejlede vi fast mellem Hongkong og Bangkok. Siden kom vi både til Malaya, øst Pakistan, Indonesien og mange andre steder. Vi var også en tur I Australien. Hvordan med klimaet? Det var for det meste meget varmt, men ikke varmere, end det var behageligt. Til at begynde med kneb det lidt for børnene at vænne sig til de høje temperaturer. De fik bl.a. arp i hovedbunden, så jeg måtte klippe næsten alt håret af dem, og varmeknopperne slap vi heller ikke for. I Bangkok måtte jeg i øvrigt en tur på hospitalet med en infektionssygdom. Jeg var selvfølgelig ikke vildt begejstret ved tanken, men det viste sig heldigvis, at overlægen på hospitalet var dansker. Det gjorde det ligesom mere betryggende. Jeg lå der i 10 dage og blev fodret med piller fra morgen til aften og infektionen forsvandt da også. Hvordan var forholdene på hospitalet. Der var skam meget rent efter forholdene, men så sterilt som på de danske hospitaler var der langtfra Derimod var der en meget hyggelig atmosfære og alle var mægtig søde og forstående, Det var nærmest en selvfølge at jeg havde den ældste af børnene hos mig. Gitte var I mellemtiden i pleje hos 1. styrmandens kone, der er Siameser og bor i Bangkok. Det gik vældig fint, så ingen af os led nogen nød. Hvordan med maden på hospitalet? Menuen stod på kartoffelmos hver eneste dag, så det er ikke noget, jeg har lyst til at se igen lige med det samme. Morgenmåltidet var dejligt. Da blev der serveret ristet brød og masser af æg, tilberedt på mange forskellige måder. Hvor fejrede De julen? Selve juleaften blev ikke markeret på nævneværdig måde. Men 2. Juledag, da vi lå i Changhai blev der serveret en storstilet fest om bord. Det var vældig morsomt, men .iglestemningen indfandt sig ikke rigtigt, havde sørget for et lille sammenklappeligt juletræ med elektriske lys og guirlander Julemiddagen bestod af: En hummer cocktail, Oksehalesuppe, engelsk bøf, helstegte snepper helstegt pattegris, gåsesteg, kalkun, flæskesteg og engelsk Plumbudding. Det var faktisk uoverkommeligt at nå igennem alle retterne, selv om man nøjedes med at nippe. Børnenes jul blev fejret i al stilfærdighed hvor de fik et par små gaver, Og juleudstillingen gik vi for resten da heller ikke glip af. Den så vi iAustralien, men selv om der hverken manglede nisser eller guirlander, var den Ikke nær så festlig som herhjemme Hvor blev De sat I land igen? I Singapore, hvorfra vi blev fløjet hjem. Turen tog kun et døgn, så det var lidt svært så pludseligt at skulle omstille sig fra de næsten 40 graders varme dernede til den lave temperatur herhjemme. Og Deres mand? Ja, ham må vi undvære et årstid endnu. Han har en 3-årlg kontrakt med rederiet. Men turen med de mange dejlige oplevelser har været en Stor Opmuntring som vil hjælpe til at forkorte ventetiden til han atter er hjemme,

Anna Maria Feddersen omkommer ved en tragisk ulykke d. 16. jan. 1974,da hun var med sin mand, der nu var kaptajn, ude at sejle i Kanalen. Skibet skulle til Frankrig og bagefter til England. Det var ellers meningen, at Anna Maria skulle være fløjet hjem fra Frankrig, men tog alligevel med til England. Skibet
kom ud i en storm over Kanalen, lasten forskubbede sig og skibet fik slagside, besætningen og passagerer måtte i redningsbådene, men Anna Maria nåede det ikke, hun hang ned af skibssiden og var død.